Oldboystræf i Haderslev

Morten Hansen, der ofte omtales som Manden, har taget initiativ til en Oldboys samling i Haderslev.

Du kan kalde dig selv for Oldboy, hvis du har rundet de 30. Du har også mulighed for at deltage, selvom du endnu ikke har nået guldalderen, men blot er 25 år.

Er du mere Homeboy end Oldboy, bør du være bekendt med risikoen for at blive udsat for gamle r**hullers lommefilosofier, tilråb og –nærmelser, samt gang på gang få læst lektien om, at du ikke en gang var født, da de andre satte den første grind.

Kort fortalt går arrangementet ud på at skate, hygge, snakke, fortælle røverhistorier og selvfølgeligt skylle den store kærlighed til skateboarding ned med lidt mad og drikke.

Det hele går ned lørdag den 4. April fra middagstid. Baren åbnes og musikken tændes kl. 19.

I tilfælde af dårligt vejr, har Morten reserveret bowlen.

Det kan simpelthen ikke gå galt.

Der arbejdes på et aftensmadskoncept, og der er mulighed for at komme med andre gode ideer til dagen. Og som Morten skriver – jo flere der melder deres ankomst jo mere gør vi ud af det.

Så gå ind på StreetDomes FB-profil, meld dig til og vær med til Danmarks første officielle Oldboys arrangement.